Posted by: Liselotte | 14. juni 2017

Og det blev tid til et introvert øjeblik

Jeg var til bryllup i weekenden. Hele den store romantiske mølle med tårefremkaldende vielse i kirke, solbeskinnet reception med lækker kage og uforglemmelig middagsselskab med efterfølgende lyspletfunklende dansefest.

Jeg ville for alt i verden ikke have været foruden, så jeg blev hængende omend ikke til den lyse morgen så da til langt ud på natten. Som introvert er det dog en veksling af indtægter og udgifter på energikontoen at være med til sådan en dag.

Efter brudevalsen var energikontoen nogenlunde i balance. Ja, jeg var fysisk træt, men introverten havde det sådan set okay.

Så skete det dog. En af gæsterne fik den geniale idé, at vi da skulle danse i en rundkreds på dansegulvet og en efter en puffes ind i midten og lave et lækkert move. Nu var det ikke sådan, at han valgte at kalde os sammen og orientere os, således at evt. uinteresserede (læs: introverte) havde muligheden for at trække sig. Næhæ, vi stod et par piger og dansede lidt i den ene ende af gulvet, og som en anden smooth operator kredsede han sig ind på os og startede seancen.

Som introvert kan man lugte den slags på meget lang afstand. Og jeg havde bestemt luret ham, så væggen kom nærmere og nærmere hen mod mig. Der var dog intet, jeg kunne gøre. Alt for pludseligt var jeg i fælden og blev – om ikke hårdhændet så i hvert fald insisterende – puffet ind i den nyligt opståede rundkreds.

Partymasken kom på, et hurtigt sving med en arm udgjorde mit move, og jeg var ude af kredsen igen. Nu taler vi så sekunder fra denne episode, til jeg stod ude på toilettet 10 meter, en trappe og tre døre fra dansegulvet.

Det var tid til et introvert øjeblik.

Der skulle såmænd ikke mere end et par minutter alene, en tissetår og en tjekke-makeuppen-i-spejlet til at være klar til at gå tilbage igen.

Oprigtigt talt var jeg cool med mit introverte øjeblik. For blot få år siden ville jeg have følt mig fjollet og forkert. Men nu ved jeg, at en introvert grænse var blevet overskredet, og at min balance havde brug for at blive genoprettet med lidt alenetid.

Posted by: Liselotte | 14. maj 2017

Dronning i mit eget kongerige

Det næstbedste ved at blive mor er, at man bliver hersker i sit helt eget kongerige.

Nogen vil nok mene, at det er børnene, der har magten. Johannes påstår det i hvert fald gang på gang, at det er ham, der “forstemmer”.

Egentligt handler det dog slet ikke om magt. Jo, jeg har magt over mine børn i form af, at det er mig, der bestemmer en række praktiske ting i forhold til deres opvækst. Men jeg er ikke særligt magtbegærlig, så derfor er dette en mindre del af det at være hersker i mit kongerige.

Det er først her med Elliot, at det går op for mig, hvor meget Johannes har lært mig, og hvor meget jeg har lært af at være mor i snart 6 år. Det er også først nu, det går op for mig, at det er mig, der er dronningen i det her kongerige.

Skal du tage imod de velmente råd?

Ja da! Hvis du kan bruge dem.

Det første, jeg oplevede, da jeg blev gravid første gang, var, at alle havde mindst et “helt fantastisk godt” råd til mig. Jeg blev bombarderet med de her velmente råd. Og jeg svømmede rundt i dem i et forsøg på at suge dem til mig og bruge dem. Det var jo andre, der havde meget mere erfaring med børneopdragelse, babysøvn, amning, babymad osv. osv. osv. Dem måtte jeg da lytte til.

En bekendt sagde til mig, da jeg blev gravid anden gang, at barn nummer et er prøvekluden. Det var sagt delvist i spøg, men der er noget sandhed i det. Vi prøvede os frem med Johannes. Vi fejlede og måtte forfra med nogle ting, og vi gjorde os en spandfuld af erfaringer. Vi prøvede os frem og fandt de ting, der fungerede for Johannes og for os.

Alle velmente råd bygger på sådanne erfaringer. Og jeg tager mig selv i at dele ud; men jeg sørger også altid for at tilføje “hvis du kan bruge det”. Råd er kun brugbare, hvis de giver mening for modtageren. Som modtager gælder det så om at snuppe det, man kan bruge, og så bare sige tak for resten.

Du er ikke en dårlig mor, bare fordi du er førstegangsmor

Jeg var til forældremøde i vuggestuen, fire dage efter Elliot var startet. Så jeg kendte ikke et øje af forældrene.

Her sad så et meget ungt par, som var førstegangsforældre. Moderen havde kun haft en uge til at køre sin dreng ind i vuggestuen, og derefter havde det været far og mormor, der afleverede og hentede. Hun var derfor ulykkelig over, at hun en dag havde hentet drengen, og han så havde været helt rundt på gulvet over, at det nu var hende, der kom. Hun havde følt sig som en elendig mor.

Selvfølgelig er hun ikke det. Vi var flere, der protestede. Og nu kom jeg så med et velment råd til hende. For da Johannes startede i børnehaven, var han utryg og tit forvirret over, hvem der skulle hente ham. Derfor lavede jeg nogle billeder, og i hans rygsæk satte jeg så det billede af den/dem, der skulle hente ham den dag. Det gav ham masser af tryghed hele tiden at kunne gå til sin taske og se, at nå ja, i dag er det mor, der henter mig.

Det er da et vildt godt råd! Nå ja, det virkede for os. Moderen i vuggestuen så ud til, at det gav mening for hende og satte nogle tanker i gang. Kan hun bruge rådet, er det jo bare skønt.

Den forældreopdragende stemning i samfundet

Måske har det altid været sådan, men jeg er først blevet mor for nyligt, og derfor oplever jeg forældreopdragelsen meget intenst i disse år: Man må ikke skælde sine børn ud. Man må ikke curle sine børn, for så bliver de ulidelige for andre. Man må sandeligt ikke lade dem sidde med iPaden for længe. Man skal sørme også sørge for, at børnene bliver introduceret til al den moderne teknologi, så de ikke sakker bagud.

Jeg forsøgte en periode at følge med. Jeg har sågar købt bøger om, hvordan man skal opdrage sine børn. Og eneste resultat var, at jeg blev totalt forvirret og fik en form for præstationsangst, så jeg helst ikke turde fortælle nogen, hvordan det nu lige var hos os.

Tilbage til mit kongerige

For det næstbedste ved at blive mor er, at jeg selv bestemmer, hvordan tingene skal være i mit kongerige. Det er mig, der har gjort erfaringerne med, hvordan det fungerer bedste for os.

Og jeg tør godt stå ved de valg, vi har truffet her i huset i forhold til, hvordan vores børn skal opdrages; hvad de må og ikke må. Jeg er nemlig dronningen her i mit kongerige. Det er mig, der formulerer loven (ja-ja, i samarbejde med prinsgemalen).

Du, kære medmoder, er dronning i dit kongerige! Og du gør det skidegodt!

Glædelig mors dag! ❤

.

P.S.

Er du i tvivl, så lad børnene få ordet >>

Posted by: Liselotte | 24. februar 2017

Silence s’il vous plaît

Er du klar til en lang smøre? For i denne artikel vil jeg både fortælle dig om energikontoen og beklage mig over, at min egen energiøkonomi her sidst på måneden er ved at sende mig direkte i energi-RKI.

Først energikontoen

En god veninde fortalte mig en dag for lang tid siden om et koncept, der gav genklang i mig: Energikontoen; et forrygende billede for mig. Jeg er nemlig knivskarp på den finansielle økonomi.

Allerede da jeg fik mit første job – måske før mens jeg var på SU – lavede jeg budget og regnskab. Og da jeg skulle flytte hjemmefra, sad jeg i banken og var helt med i snakken om lån, budgetkonto og balancering af udgifter og indtægter.

Det er naturligvis ikke bare noget, der er dumpet ned i hovedet på mig. Sådan noget har man med sig hjemmefra, og i mit tilfælde var det min mor, der havde givet mig nogle stærke redskaber.

Sund energiøkonomi = flere energiboostende aktiviteter end energidrænende situationer

Energiøkonomien bygger på samme principper som den finansielle. Nogle poster er en udgift for energikontoen og andre en indtægt. Ofte er det individuelt, hvilke poster der er det ene eller det andet. For mig som introvert kan store, sociale aktiviteter med mange fremmede mennesker, jeg skal interagere med, være en udgift. Mens en løbetur i skoven er en god indtægt.

Energiøkonomien på skråplan

Lige i øjeblikket er der ved at gå Luksusfælden i den for mig, fordi jeg trækker mere ud af energikontoen, end jeg sætter ind.

Men hallå, du er da på barselsorlov, er du ikke? Så sidder du da bare derhjemme, spiser kager og går dejlige ture med barnevognen. Hvordan kan det få energikontoen i minus?

Det kan det ret nemt. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er introvert, eller det bare er sådan at være mor. Som mor har man en 168 timers arbejdsuge. Specielt når børnene er helt små og vågner om natten. Når de sover igennem, ryger arbejdsugen ned på sølle 112 timer.

Mit søvnunderskud er vel nået op på 150 timer, for Elliot vil stadig ammes om natten, og han beslutter selv fra nat til nat, hvilket spændende tidspunkt jeg nu skal vækkes på (også selvom Nikolaj og jeg insisterer på, at det tidligst er kl. 5).

Godt søvndrukken går derfor mine dage med at servicere den lille frækkert. Og oftest sover han bare en kort middagslur og en ligeså kort sen eftermiddagslur midt i ulvetimerne, efter Johannes er hentet i børnehaven.

Måske har jeg i løbet af sådan en dag 20-30 minutter mig-tid, mens Elliot sover sin middagslur. Og specielt som introvert er mig-tid det, der fylder energikontoen op. Det er her, jeg er kreativ og tænker de dybe tanker.

Overfladetankerne dræner, dybdetankerne tanker op

I løbet af dagen er min hjerne næsten konstant i overfladetankerne: Hvornår skal Elliot spise, sove, have skiftet ble? Hvad øffer han over? Hvor er han på vej hen? Er der noget i den retning, jeg skal have fjernet (fx Johannes’ små legoting på gulvet)? Kan jeg lige nå at tisse? Og har vi nogle madrester i køleskabet, jeg hurtigt kan smide på en tallerken, så jeg også får frokost? Kan jeg mon lige sidde et par minutter ved pc’en og … hvad var det, jeg var i gang med?

Dybdetankerne for mig er dem, der er med til at booste mig. Dem, der fylder batteriet op. Det er bl.a. når jeg skriver/udtænker blogindlæg. Det er der, hvor jeg funderer over livets små finurligheder. Her jeg reflekterer over mig, min udvikling, oplevelserne i mit liv. Alt det, der hænger sammen med den større mening.

Og når jeg ikke “får lov” i løbet af dagen dag efter dag at tænke de dybe tanker, kommer de væltende, når jeg går i seng (om aftenen og om natten efter en ammerunde) og endeligt har ro til at høre dem. Go’nat, søvn; nu begynder den onde spiral, hvor jeg ligger vågen og bombarderes af min hjerne, der skal have afløb.

Stilhed, om jeg må be’

Stilheden er den største indtægtskilde for mig. Bare en times stilhed til lige at lande i mig selv kan gøre en kæmpe forskel for saldoen på min energikonto.

For det, der booster en introvert som mig, er alenetid – til at løbe en tur, være kreativ, skrive – ja, sågar rydde op, hvis jeg kan gøre det uforstyrret. Bare en time, hvor jeg ikke skal have det ene øre på en babyalarm, eller en lille fræk bisse, der øffende kravler rundt om fødderne på mig, forsøger at rejse sig ved at hive mig i buksebenene og dernæst stjæler musemåtten, mens jeg prøver at skrive denne sætning færdig.

Stilhed, om jeg må be’! Så jeg lige kan nå frem til den erkendelse, at selv denne periode med træthed, babystress og negativ energiøkonomi er med til at forme og udvikle mig. Den er med til at styrke mig og gøre mig parat til de næste prøvelser i livet.

Stilhed.

 

P.S. Bare lige for at undgå misforståelser
Selvfølgelig vil jeg ikke for noget i verden bytte Elliot og Johannes. Hver for sig er de da i overflod bidragydere til en positiv saldo. Som når Elliot kommer kravlende hen til sofaen, hiver sig op at stå og storgriner til mig helt indforstået “se nu mig, mor!”. Når Johannes fortæller mig, at noget er brunt – og tilføjer med et smøret grin “som en hundelort”. Eller når Johannes fjoller rundt omkring Elliot, så Elliot skraldgriner ❤

Posted by: Liselotte | 7. februar 2017

Mine børn er yin og yang

Det var, efter jeg havde fået Johannes, at jeg rigtigt forstod, at jeg er introvert, og alt, hvad det betyder og rummer. Og fordi jeg hele min barndom, ungdom og yngre voksenliv har følt mig forkert, fordi hverken jeg eller mine omgivelser forstod min sande natur og så skønheden, var jeg i starten vred på “de ekstroverte”.

Jeg var vred over at have spildt alle de år på at være forkert. Og det måtte naturligvis være “de ekstrovertes” skyld.

Derfor drømte jeg også om i Johannes at få en lille, stille og fin kopi af mig selv. Et lille yin-barn, der forstod at skue indad. Et stille barn, der nød at falde i staver ligesom mig. Måske så jeg ved ikke at gøre ham “forkert” kunne rette op på de forvirrende år.

Den lille løve er ildbarnet

Johannes er født i ildtegnet løven, og han har så afgjort krudt i måsen og skal hele tiden ‘opleve’. Allerede som halvandetårig droppede han middagsluren. Man går jo glip af en masse, når man ligger der og sover.

I et stykke tid har jeg været ved at blive vanvittig af Johannes’ høje energiniveau. Jeg har tænkt ham som værende i sin tusinde trodsealder. Og hele tiden har han bare gjort det, der falder ham naturligt.

Selvfølge har han stille stunder. Han har også en rolig side. Intet menneske er 100% yin eller yang. Uden bare en flig af den ene side, kan vi ikke være.

Det meste af hans dag er dog fyldt med fart. Fra han vågner om morgenen, til han falder i søvn sent om aftenen, taler han i en lang talestrøm, og han drøner rundt og er ninja eller transformer … eller hvad der nu lige er hittet den dag.

Uden den ene er den anden blot en halvmåne

Det var først, da jeg så Elliot ligge i sin barnevogn med tommelfingeren i munden, åbne øjne og være nærmest meditativ, at det rigtigt gik op for mig, at her er mit spejlbillede. Fra helt lille har han nydt at ligge (og nu sidde) i barnevognen og lytte i stilhed til livet udenom eller sit indre liv. Det er jo babyvarianten af mig!

I al ubemærkethed gulvsvømmer Elliot rundt i stuen og studerer alt, hvad han finder på sin vej. Og han kan næsten gå helt i trance, når han “bladrer” i de små vaskeanvisningslapper, der er syet ind i tøjdyr.

Selvom han er overraskende god til at hviske, har han dog også en flig af vilddyret i sig. Protesterne er højlydte, hvis han bliver overtræt, eller når han vågner om natten og er døden nær af sult, som kun så lille et barn kan være det.

Spejlene underviser hver sit

Jeg har kolossalt meget at lære om mine medmennesker. Både de mennesker, der som jeg er stille og til tider svære at komme ind på livet af, og de mennesker, der bærer deres liv på ærmet og drøner af sted med 130 i timen, er skønne mennesker med fantastiske kvaliteter. Så for rigtigt at forstå dem og se deres mange nuancer og facetter, er det genialt, at jeg har fået Elliot og Johannes som mine læremestre.

Og for rigtigt at forstå mig selv, mine nuancer og mange facetter, har jeg nu fået Elliot at spejle mig i.

Elliot er Yin, og Johannes er Yang. Og uden den ene eller anden ville jeg ikke være hel eller se det hele billede.

yin yang

Posted by: Liselotte | 31. december 2016

Farvel, dit grådige år

Så står vi her igen. På tærsklen mellem et gammelt og et nyt år.

Kære 2016, sikke et år du har været!

Ude i den store verden har du ryddet op og berøvet os en alt for lang række verdensberigende mennesker. Der har været barske oplevelser for mennesker i noget nær alle dele af verden. Det er, som om du har rusket godt og grundigt i os.

Inde i min egen verden har der også være omvæltninger og rutscheture for alle følelserne. Min familie er blevet rusket i. Her ved udgangsdøren er der dog ro igen i vores liv. Sygdom har forladt os, og vores verden er blevet beriget med en lille engel.

Dette fine billede, jeg fandt på Facebook, siger meget godt, hvordan jeg har det:

15672620_750300605122179_6658048086057573561_n

Kære 2017, må du bringe os alle masser af lys!

Giv klarhed til de, der har været forvirrede.

Giv styrke til dem, der har været svage.

Giv nærhed til dem, der har følt sig svigtet.

Giv trøst til dem, der har været ramt af sorg.

Og giv kærlighed til alle!

.

Godt Nytår fra Det Store Blå

Posted by: Liselotte | 15. december 2016

Børnene er alene hjemme

Jeg sad og så TV2 Nyhederne, og pludseligt kunne jeg ikke slå tanken ud af hovedet:

Det virker, som om menneskeheden er børnene, der har fået lov at være alene hjemme, og nu går det op i hat og briller.

Velkommen i børneland

En del af tweenagerne vil helst spille spil (fodbold, håndbold og lignende), mens teenagerne skændes om fuldstændigt ligegyldige ting, smækker med dørene og rotter sig sammen i kliker. Og værst af alt, nogle af de mindre børn er kommet op at slås, og ingen kan helt huske, hvad der startede slåskampen (måske et stykke legetøj eller det største værelse, som alle ville have, og ingen ville dele), men nu bli’r det bare ved.

Nogle af de store redder de helt små ud fra under de kæmpene, og andre står og ser på; måske de overvejer at kaste sig med ind kampen. Nogle få af tweenagerne diskuterer højlydt, om de slåssende rollinger skal have en endefuld, eller om vi bare skal lukke døren ind til det værelse, de slås i.

Ovre i et hjørne sidder en håndfuld børn og siger “De kan bare vente, til far kommer hjem!”

Hov, der er en af de store trodsige drenge, der har stampet så hårdt i gulvet, at de andre nu har givet ham lov til at bestemme i stuen.

En gruppe er gået ud i køkkenet. Her står nogle af de mindste og råber, at de vil kun spise vingummibamser. En af de store piger forsøger at trænge igennem og sige, at det er vigtigt at spise både vingummibamser og gulerødder, for ellers kommer de bare til at kaste op hele bundet, men ingen gider rigtigt høre på hende.

Det bliver nemmere at se nyhederne nu

Den sidste tid har jeg fundet det rigtigt svært at se nyheder. Flere udsendelser har været en lang række af død, mord, elendighed, nød og lidt mere død. Man bliver jo enten deprimeret eller tosset af at se det.

Og ja, der sker da frygtelige ting i verden, men der sker også gode ting. Der er faktiske voksne hjemme i nogle af husene.

Derfor vil jeg ikke trækkes ned i mørket af, at nyhedsudsendelserne vælger at svælge i al elendigheden. Og derfor kan det gøre det nemmere for mig at se igennem det, når jeg forestiller mig, at det bare er nogle af børnene, der har fået lov at lave en tv-udsendelse om deres brødre og søstre.

.

P.S.

Mange børn i den virkelige verden er meget klogere end de voksne børn, jeg her portrætterer. Og lige nøjagtigt pga de skønne og vise unger, der vokser op i dag, er jeg fuld af fortrøstning og ser lyset i verdens fremtid.

Posted by: Liselotte | 7. december 2016

Introverte tømmermænd

Hvert år inviterer min arbejdsplads på julefrokost med påhæng og ofte med overnatning. Det gjorde de også i år, og i år gik turen til Sønderho Kro på Fanø den første weekend af december.

Med lille Elliot på blot 6 måneder havde vi lidt svært ved at få nogen overtalt til at passe ham en hel weekend, så Nikolaj og jeg blev enige om, at jeg skulle tage af sted alene. Nikolaj ville så blive hjemme og hygge med drengene, mens jeg var ude og blive forkælet – med chancen for at få en hel nattesøvn uden babyforstyrrelser.

Jeg glædede mig! Og alle mine forventninger blev indfriet!

Vi mødtes tidligt lørdag morgen i Vallensbæk og kørte sammen i bus til Fanø. Her fik vi en guidet tur rundt i Sønderho med en naturvejleder efterfulgt af kaffe, kage og underholdning ved to spillemænd, der ud over at spille ‘sønderhoninger’ på violin og harmonika også fortalte hyggelige historier.

2016_SonderhoFano.JPG

Efter kaffen havde jeg to timer alene på værelset til at ligge lidt i badekaret (jeg elsker baderkar, så det var med stor begejstring, at jeg fandt et sådan på mit værelse!) og klæde om til aftenens middag.

Middagen var en femretters, som fremkaldte små syngende engle omkring mine skuldre. Vi sludrede og hyggede os over maden, og efter desserten kom der kaffe på bordet. Men nu var klokken blevet midnat. Nok var fortryllelsen ikke helt hævet, men mine øjenlåg var klar til at klappe i. Så jeg takkede af og gik ud af krostuen og under den mest forrygende stjernehimmel gik tilbage til mit værelse.

Mit indre ur er blevet godt og grundt pillet fra hinanden, så der ligger tandhjul alle mulige steder i hovedet på mig. Det betød også, at jeg vågnede et par gange i løbet af natten. Bl.a. omkring kl. 3, hvor jeg besluttede mig for at lægge mig diagonalt i dobbeltsengen, så mine fødder ikke længere stødte mod sengegavlen i fodenden.

Hvilken luksus det dog også var, at der var helt stille, og jeg kunne putte mig ned under dynen og sove videre uden at skulle op og servicere Elliot.

Jeg sov allerbedst, da vækkeuret gik i gang kl. 8. Jeg havde dog besluttet, at jeg ville op der, for så kunne jeg også nå at spise den skønne morgenmad i krostuen; endnu et uforstyrret måltid, som nogen andre havde tilberedt til mig.

Der blev hygget og grinet ved morgenbordet, og jeg nåede også lige en tur op på diget og nyde udsigten til solopgangen, inden jeg gik tilbage til værelset og pakkede mine ting. Nu var det nemlig tid at køre tilbage med bussen.

2016_sonderhokrofano

På vejen tog vi dog lige et sightseeing smut forbi veststranden på Fanø. Jeg har aldrig i mit liv prøvet at køre i en bus på en strand … nå ja, aldrig før nu.

Hjem gik det nu i højt humør. Vi fik snakket en masse i bussen og hygget os. Og da jeg kom helt hjem igen til Nikolaj og drengene, var jeg i et super godt humør. Bevares, jeg var da lidt træt, men humøret var højt.

Først mandag slog weekenden mig. Og den slog hårdt!

Jeg drikker ikke alkohol, men jeg er introvert (omend den sociale af slagsen), og sådan en weekend giver tømmermænd af værste skuffe. Jeg var helt groggy, svimmel og tung i hovedet hele mandagen. Det tog et par alene-hjemme-med-Elliot-på-barsel-dage til at komme mig helt.

Tømmermændene kom dog ikke helt bag på mig. Jeg kender efterhånden mig selv ret godt og ved, at så meget “på”-tid trækker veksler på min energikonto. Jeg ville dog ikke være foruden, for jeg havde oprigtigt glædet mig og vidst på forhånd, at det også ville være en weekendtur med fantastiske oplevelser. Jeg havde også forventet mine introverte tømmermænd, og de var turen værd.

Posted by: Liselotte | 15. november 2016

Enden er nær

En underlig vemod overvælder mig i disse dage.

Jeg har netop taget min sidste graviditets- og amme-vitaminpille med ekstra folinsyre. Jeg har taget dem i over to år, fordi jeg startede på dem, da vi begyndte at ville have et barn til. Nu har jeg taget den sidste.

Egentligt havde jeg glædet mig. De vitaminpiller, jeg tog, skulle jeg nemlig tage en tablet tre gange dagligt. Dvs at til morgenmaden skulle jeg huske at spise en pille. Til frokost skulle jeg også lige huske at få taget pillen. Og igen til aftensmaden. Jeg skulle huske at have piller med, når jeg var på arbejde, og når jeg var ude hos andre eller på restaurant; og huske at tage dem.

De fyldte mere i min hverdag, end vitaminpiller normalt fylder i nogens hverdag.

Så hvor var det rart at tage den sidste.

Men hvor er det underligt. For det betyder jo, at jeg nu er færdig med “projekt blive gravid og få en baby til”. Det betyder også, at Elliot nu er så stor, at der ikke er så længe tilbage af amningen, og “almindeligt mad” fylder mere og mere i hans kost.

En æra er ved at slutte. Min “lille pakke rugbrød” er ved at være en stor dreng. Jeg kan godt begynde at pakke babytøj væk og få det ud af huset sammen med andre baby-relaterede ting, som vi ikke får brug for mere … eller igen.

Begyndelsen er her

Jo, for det er også begyndelsen! Ingen død uden genfødsel. Ingen føniks i flammer uden ny føniks i asken.

Nu starter for alvor vores liv som 2-børnsfamilie. Foran Elliot ligger der en masse nye oplevelser og udviklinger. Foran mig ligger der en masse wow-oplevelser, hvor jeg tænker “wow, kan han nu det!”. Og foran mig også en masse undervisning. Hver af mine to små drenge er kommet med en rygsæk tætpakket af undervisningsmateriale til mig.

Meget af det ved jeg ikke, jeg skal lære. Men noget af det har jeg en idé om. Fx skal jeg til næste sommer lære at være skolebarnsforælder.

Farvel, vemod!

For som jeg lovede mig selv, har jeg nydt hvert et øjeblik det sidste halve år; det første halve år af Elliots liv. Og når nu jeg har nydt hvert sekund, er der ingen grund til at være vemodig over, at de ligger bag mig. For foran mig ligger endnu flere skønne sekunder at nyde.

Så goddag, gåpåmod!

 

Jeg sidder og ser Go’ morgen Danmark på TV2 om magasinet Vores Børns undersøgelse af, hvad mødre savner i deres hverdag. Noget af det, de fremhæver er, at mødrene savner nærvær med deres børn, og at det manglende nærvær bygger på, at andre mødre ser dem som dårlige mødre, hvis de ikke er mere sammen med deres børn. Ifølge redaktøren fra Vores Børn er der mange mødre på de sociale medier, der disser hinanden.

Er der andre mødre, der kigger på mig og tænker, at jeg er en dårlig mor? Er det andre mødres værdier, der skal være basis for, hvordan jeg skal være mor? Og skal jeg havde dårlig samvittighed over ikke at være mor som dem?

Næh nej!

Hver mor er mor på sin måde. Og alle mødre gør deres bedste ud fra de ressourcer, de nu en gang har. Ja, der er da dage, jeg kommer til at skælde Johannes ud (uha!). Og ja, der er da dage, jeg ikke forstår helt, hvad Elliot vil, og derfor kommer til at lægge ham for sent til lur, så han er overtræt. Der er desuden langt imellem, at jeg bager speltboller.

Men jeg føler mig hele tiden som den bedste mor, jeg kan blive.

Og jeg kommer aldrig til at disse dig for at være mor på en anden måde end mig. Tværtimod! Du gør det skide godt (pardon my French).

Mødre er seje! For lige at citere Johannes: “Mor er den bedste”.

Posted by: Liselotte | 5. oktober 2016

Om træer og mennesker

Det er et modsætningsfyldt paradoks. Efteråret er over os, og alt imens vi klæder os i varmere og varmere tøj og finder vanter, huer og halstørklæder frem, smider træerne deres overfrakke og står frem i deres barkede nøgenhed.

På den anden side; træerne er født med tøj på. Deres små kimblade er deres spæde fremtræden, mens mennesket fødes helt nøgne og dernæst klæder sig mere og mere på.

Det er et smukt paradoks, at mennesket vokser og påtager sig flere lag, mens naturen står frem, som den er.

Det var lidt tanker fra en smuk efterårsdag ❤

Older Posts »

Kategorier

%d bloggers like this: