Introverte tømmermænd

Hvert år inviterer min arbejdsplads på julefrokost med påhæng og ofte med overnatning. Det gjorde de også i år, og i år gik turen til Sønderho Kro på Fanø den første weekend af december.

Med lille Elliot på blot 6 måneder havde vi lidt svært ved at få nogen overtalt til at passe ham en hel weekend, så Nikolaj og jeg blev enige om, at jeg skulle tage af sted alene. Nikolaj ville så blive hjemme og hygge med drengene, mens jeg var ude og blive forkælet – med chancen for at få en hel nattesøvn uden babyforstyrrelser.

Jeg glædede mig! Og alle mine forventninger blev indfriet!

Vi mødtes tidligt lørdag morgen i Vallensbæk og kørte sammen i bus til Fanø. Her fik vi en guidet tur rundt i Sønderho med en naturvejleder efterfulgt af kaffe, kage og underholdning ved to spillemænd, der ud over at spille ‘sønderhoninger’ på violin og harmonika også fortalte hyggelige historier.

Efter kaffen havde jeg to timer alene på værelset til at ligge lidt i badekaret (jeg elsker baderkar, så det var med stor begejstring, at jeg fandt et sådan på mit værelse!) og klæde om til aftenens middag.

Middagen var en femretters, som fremkaldte små syngende engle omkring mine skuldre. Vi sludrede og hyggede os over maden, og efter desserten kom der kaffe på bordet. Men nu var klokken blevet midnat. Nok var fortryllelsen ikke helt hævet, men mine øjenlåg var klar til at klappe i. Så jeg takkede af og gik ud af krostuen og under den mest forrygende stjernehimmel gik tilbage til mit værelse.

Mit indre ur er blevet godt og grundt pillet fra hinanden, så der ligger tandhjul alle mulige steder i hovedet på mig. Det betød også, at jeg vågnede et par gange i løbet af natten. Bl.a. omkring kl. 3, hvor jeg besluttede mig for at lægge mig diagonalt i dobbeltsengen, så mine fødder ikke længere stødte mod sengegavlen i fodenden.

Hvilken luksus det dog også var, at der var helt stille, og jeg kunne putte mig ned under dynen og sove videre uden at skulle op og servicere Elliot.

Jeg sov allerbedst, da vækkeuret gik i gang kl. 8. Jeg havde dog besluttet, at jeg ville op der, for så kunne jeg også nå at spise den skønne morgenmad i krostuen; endnu et uforstyrret måltid, som nogen andre havde tilberedt til mig.

Der blev hygget og grinet ved morgenbordet, og jeg nåede også lige en tur op på diget og nyde udsigten til solopgangen, inden jeg gik tilbage til værelset og pakkede mine ting. Nu var det nemlig tid at køre tilbage med bussen.

På vejen tog vi dog lige et sightseeing smut forbi veststranden på Fanø. Jeg har aldrig i mit liv prøvet at køre i en bus på en strand … nå ja, aldrig før nu.

Hjem gik det nu i højt humør. Vi fik snakket en masse i bussen og hygget os. Og da jeg kom helt hjem igen til Nikolaj og drengene, var jeg i et super godt humør. Bevares, jeg var da lidt træt, men humøret var højt.

Først mandag slog weekenden mig. Og den slog hårdt!

Jeg drikker ikke alkohol, men jeg er introvert (omend den sociale af slagsen), og sådan en weekend giver tømmermænd af værste skuffe. Jeg var helt groggy, svimmel og tung i hovedet hele mandagen. Det tog et par alene-hjemme-med-Elliot-på-barsel-dage til at komme mig helt.

Tømmermændene kom dog ikke helt bag på mig. Jeg kender efterhånden mig selv ret godt og ved, at så meget “på”-tid trækker veksler på min energikonto. Jeg ville dog ikke være foruden, for jeg havde oprigtigt glædet mig og vidst på forhånd, at det også ville være en weekendtur med fantastiske oplevelser. Jeg havde også forventet mine introverte tømmermænd, og de var turen værd.